Søndag d. 16. juni 2013 kl. 14 åbner Viborg Musiksal dørene til en sommerkoncert med Aarhus Post-Orkester.
En koncert i Viborg er for mange af medlemmerne en ekstra sjov oplevelse - orkesteret hører hjemme i Aarhus, men næsten halvdelen er vokset op med harmoniorkestermusik i Viborg FDF’s Orkestre. Og viborgmusikerne er stadig en vigtig del af fødekæden – det vil der være levende bevis på til søndagskoncerten, hvor Sofie Brems Sørensen på trompet vil være solist med ’Karneval i Venedig’. Derudover vil det nuværende Viborg FDF’s Harmoniorkesters børn og unge, med dirigent Trine Jensen-Gadegaard i spidsen, give en lille lydprøve på hvordan orkesteret er i dag.
Resten af koncerten vil være af meget varieret karakter. Aarhus Post-Orkester opfører et spændende underholdningsrepertoire, der spænder lige fra irsk folkemusik i ’Cry of the Celts’, til Queens ’Bohemian Rhapsody’, musikken fra ’Pirates of the Caribbean’ og danske sommersange i nye harmoniorkesterarrangementer.
Koncerten dirigeres af gæstedirigent Charlotte Katharina Andersen.
Entré: 60,- for voksne og 40,- for børn/unge under 18 år.