emblem.jpg

Hin krigshærgede oktoberaften anno 1941 forsamledes 5 mænd i en kælder i postetatens ejendom på Banegårdsplads. Formålet med mødet var at stifte en forening bestående af et orkester til glæde og gavn for de ansatte ved postvæsenet.

post42.jpgEgentlig var der noget typisk dansk over det at oprette et hornorkester, alt imens Danmark var besat af tyskerne, og Hitlers krigsmaskine tromlede gennem Europa. Og allerede året efter starten afholdt orkestret den første koncert. I de følgende år steg medlemstallet markant. Konkurrencer i Odd Fellow Palæet i København og i Århus Hallen var med til at udvikle orkestret, og langsomt ændrede repertoiret sig fra den klassiske marchmusik til større og sværere kompositioner. Det betød imidlertid at assistance udefra måtte indhentes. Afgående musikere fra Århus Pigegarde betød i den forbindelse et forfriskende pust i det tidligere så mandsdominerede orkester. Samtidig besluttede man at ændre orkestrets opsætning fra brass band til fanfareorkester og senere hen til harmoniorkester.

 

Den tiltagende medlemsskare samt en bedre økonomi gjorde, at rejser til udlandet blev mulige. Orkestret har således turneret rundt i det meste af Europa og derigennem knyttet mange kontakter og venskaber med andre orkestre. Foreningens navn var dengang POSTBUDENES ORKESTER, men blev senere ændret til Århus Post-Orkester.

Det hedder vi stadig, og er den dag i dag omkring 50 musikere fordelt ligeligt på begge køn. Efter et omfattende generationsskifte er der tale om et ungt orkester med fokus på såvel socialt samvær som musikalsk godt håndværk. Vi ved, at vi som ensemble kan lære en masse endnu, samt at vi gennem hårdt arbejde kan videreføre de gamle traditioner men samtidig forny orkestret, således at Harmoniorkesteret APO kan bestå i tiden der kommer.

Vi tror på fornyelse og gør derfor alt hvad vi kan for at hente inspiration udefra. Af samme grund har vi deseneste år valgt at deltage i konkurrencer. Disse konkurrencer er med til at stimulere og inspirere orkestrets musikere.Vi har i 2002 og 2004, været de stolte vindere af DM i 2. division for harmoniorkestre.

I 2006 opnåede orkesteret et foreløbigt højdepunkt. Denne gang vandt vi en 3. plads ved danmarksmesterskaberne, og denne gang i 1. division. Orkesteret spillede numrene "Year of the Dragon" og "Haunter of the Dark".

danmarksmestre_2008_009.jpg

Ved Danmarksmesterskaberne for Harmoniorkestre i 2008 opnåede APO sit bedste resultat til dato. Orkesteret vandt 1. division og kunne dermed kalde dig "Danmarks bedste Harmoniorkester". Den bundne opgave var "Chivalry" af Martin Ellerby og den selvvalgte opgave var "Invictus - The Unconquered" af Philip Sparke

Ved Danmarksmesterskaberne for Harmoniorkestre i 2010 genvandt et meget glad orkester 1. pladsen og slog dermed sin titel fast.

I 2013 blev titlen endnu engang hentet hjem til Aarhus. For første gang i historien kan et orkester kalde sig Danmarksmestre for tredje gang i træk, så det var et stolt og feststemt orkester, der modtog pokalen i Lyngby!

Så var der DM i 2014 - og så gik den ikke længere. Pokalen måtte afleveres til Lyngby-Taarbæk Harmoniorkester. Men orkesteret arbejder videre - nu med Pål Soknes som fast dirigent.

Hvem er online

Vi har 13 gæster og ingen medlemmer online

Login

 
Copyright © 2017 Århus Post-Orkester. All Right Reserved.
Powered By Joomla Perfect